Seite:Bremer Stacken I.djvu/97

Detdiar sidj as efterluket wurden.
– 97 –

Bütjlunn.

–––

   At Lewent hirr bütjlunn det haget mi ei;
Dat as so förstelld an so nüreg:
A miast Lidj du frinjelk — man föll alltaföll;
Dönn Gratten jo san so ballstjüreg.

   Än Plack üb a Welt witj 'k, huar 't beder ham fant:
Det as det letj Fer, min lew Eilunn.
Diar as noch at Lewent natürelk an nett;
Diar hä 'm noch am iasten sin Freidunn.

   Diar woort ei so heid an so smichelt, u nan !
Diar kommt at fan Harten so nöggen.
Diar as 't noch rocht ferreng; det sait jo all nooch.
Det hä noch allewen föll Döggen.

   Noch muar hual ick fan min Fer, auer diar
San all min Bikänden an Aanjen;
Diar as min lew Bridj : Alltemal ha 's mi leff,
An sallew liaw 'k, det san nian Laanjen.

   Diarauer gung lewen, as 't äder of led,
Min Thoochter hall henn tu min Eilunn.
Diar haget at mi, an diar stänt at mi un,
An desseg dach blaft at hirr Bütjlunn.

   Schleswig 1886.
Neggels Jirrins

(Nickels Jürgens)

fan Ollersem.